Læsekrogens 10 bedste bud på en bog-gave til jul - 2025
Det er det samme hvert eneste år: Alle mediers kulturredaktioner udgiver artikler, hvor de i noget nær enighed fremhæver de samme bøger for de samme kvaliteter og foreslår dem til årets julegave idé, advents-eller mandelgave.
Som regel er det bøger, der længe har ligget i toppen af bestseller-listerne og som boghandlerne køber hjem på hele og halve paller, ofte som del af bundne aftaler med de store forlag. Bestsellerne placeres ved indgangsdøren, så kunder i de fysiske butikker ikke kan undgå at slå sig på dem.
Under radaren, og udenfor fokus, befinder sig et væld af udmærkede bøger og forfattere. Disse bøger er ikke dårlige – de er bare ofte udgivet på mindre forlag, med en mindre muskel til markedsføring. Faktisk er mange af de oversete bøger væsentligt bedre end de grundigt markedsførte.
Du har måske selv prøvet at købe en bestseller i gave i sidste panik-agtige angreb på butikkerne inden lukketid d. 23. december? Måske har du også prøvet at få sådan en gave – måske endda en, der er købt billigt i Føtex og som ikke kan byttes, uden den tå-krummende ’må jeg bede om kvitteringen, for jeg gider ikke læse dén bog?’. Måske har du et par stykker liggende fra foregående års gavehøst – eller du har for længst afleveret dem i en genbrugsbutik?
Mange af julens boggaver bliver aldrig læst. De bliver heller ikke byttet, men sættes på reolen og glemmes der. Det kan vi måske ikke ændre på, men hvis du står og mangler gaven til ham eller hende, der har alt og hvis du overvejer at løsningen er ’bare en eller anden bog’, så gå udenom de store og støt de små.
Der er masser af inspiration i Læsekrogen – podcast og jeg tør godt garantere, at ALLE medvirkende vil blive ovenud lykkelige, hvis du skriver til dem direkte og køber deres bog, eller bestiller hjem hos din foretrukne netbutik.
Her får du vores bud på 10 gode gaveidéer til jul:
- En mørk og satirisk spændingsroman – lige til at putte sig med i læsekrogen Niøje af Mikala Rosenkilde
- Den gamle Jul af Christine Tjalve for alle, med hang til nisser, overtro og julens magi
- Hofmesterinden af Birgitte Jørkov – en historisk roman om en stærk kvinde
- Dragemagi for børn og deres forældre med Dragehviskeren
- Eva Ehlers magiske univers for børn og tegneglade sjæle
- Ulla Hinges lidt frække romaner til den erotisk nysgerrige læser
- Den helt vildt mærkelige roman til Svigerfar som har alt – Øen af Erik Claudi
- Gaven til din klasselærer – Mellemtime af Naja Roos
- Bogen til din kusine som drømmer om at skrive – Skriveglæde af Dorte Roholte
- Klimathriller-trilogi af Torben Mathiassen – til din klimaskeptiske kollega, som nægter at leve bæredygtigt
Der er selvfølgelig mange flere gode bud på podcasten, men her var en hurtig top-ti
Og skulle du være i tvivl, har vi flere gode læseanbefalinger her på siden.