Boganmeldelse: Kim Fupz Aakeson tager fast greb i døden

Kim Fupz Aakesen, der er kendt for sine finurlige Vitello-historier og farvestrålende billedbøger som ’Prinsessen, der altid havde ret’ leverer her en dyster billedbog med et tungt emne.

Manden er gammel. Han har levet et langt liv og nyder sine sidste år i haven omkring sit lille hus. Da det ringer på døren har han netop brygget en kop kaffe og sat sig til rette i den gode lænestol overfor sin hustrus tomme plads.  Senere på dagen vil han besøge en gammel ven og i morgen skal han til tandlæge. Dagene er planlagt, og han glæder sig til det bliver forår og sommer, så han kan tage med børn og børnebørn i Tivoli og passe sin elskede have.

Men alt det, bliver der ikke noget af, for gæsten ved døren er ikke hvem som helst:

Den gamle mand åbner døren. Udenfor står en dreng.

”Ja?” siger Manden. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”

”Åh, du ved,” siger drengen.

”Åh, jeg ved hvad?”

”Åh, du ved, det du måske ikke har lyst til at vide.”

Manden får et pludseligt kuldegys, det er de meget blå øjne, en brat og klar tanke. Hans stemme forsvinder og bliver til hvisken: ”Kommer du efter mig?”

Det er døden, som er kommet på besøg og døden kan man ikke sådan udsætte. Ikke, når man som Manden har nået en alder, hvor tiden er kommet og det er den i dette tilfælde. Manden forsøger ellers med gode ord at udsætte punktet, hvor han skal følge med, men drengen afviser det hele. Mandens tid er kommet og tandlægen vil få en ledig tid i kalenderen i morgen.

Helt ufølsom er drengen dog ikke. Han lader den gamle fortælle om sit liv. Det han så frem til og de minder han nyder at se tilbage på. I en drømmeagtig vandring besøger Manden og Drengen alle de steder, der betød noget; haven, havnen og det rækkehus, hvor sønnen bor. Undervejs fortæller Manden om en fødselsdagsfest, en god fangst fra den lille båd, en tur i Tivoli og om den kærlighed han delte med sin afdøde hustru.

”Får jeg måske Mie at se igen?” spørger han forsigtigt.

”Det ved ingen,” svarer Drengen. ”ikke engang jeg.”

”Man har da lov at håbe,” siger manden.

”Altid.” Drengen nikker. ”Det ville være dumt andet.”

I det hele taget ved drengen ikke ret meget. Han er kommet for at hente Manden og intet andet. Han har ingen svar på hvorfor tiden er kommet eller på, hvad der skal ske efter livets afslutning. Den slags svar må læseren selv finde frem til, til gengæld er slutningen givet på forhånd; på sidste side lukker mørket sig om manden og kun den tomme lænestol står tilbage.

Manden og drengen er en alvorsfuld historie om døden, som dog giver plads til både håb og refleksion, fordi sorgen spiller en mindre rolle. Ganske vist fornemmer man, at børn og børnebørn vil savne manden, men hans tid er jo kommet og deres liv ligger stadig foran dem. Det vemod man føler under læsningen handler mere om det nødvendige i afskeden end om sorgen.

Bogen er fint illustreret af Anne Margrethe Kjærgaard og det klæder historien, at farvepaletten er holdt i sorte, grå og blå toner med abstrakte streger og mønstre, som underbygger Mandens drømmeagtige vandring ind i dødsriget. Manden fremstår som en hyggelig gammel bedstefar, men drengen er uhyggelig – også selvom han er tegnet uden sort kappe og le. Måske er det de blå øjne, måske den naivistiske tegnestil, måske blot nøgenheden, der gør det. De blå pupilløse øjne har nogenlunde samme effekt som medlemmerne af ’De dødes hær’ i HBO’s Game of Thrones serie – jobbeskrivelsen er jo også næsten den samme. Man skal ikke være et særligt frygtsomt barn for at blive holdt vågen ved puttetid af drengens isblå blik.

Kim Fupz Aakeson er som forfatter ikke bange for at tage fat om bøvlede emner som papfædre, kræsenhed eller skolestart og han slipper også ret godt fra denne bog om døden, men det er ikke en munter bog og den bør læses med omtanke, da den efterlader flere spørgsmål end svar, som vil give både børn og voksne anledning til nye refleksioner. De manglende svar på ’hvorfor’ og ’hvad så’, efterlader læseren med et tomrum, som man selv skal udfylde og det bør den voksne med-læser være indstillet på, inden bogen præsenteres for det yngre barn.

Bogen henvender sig til børn og deres voksne og har sit eget billedsprog og fortælling, som kan være med til at åbne op for de svære samtaler omkring døden. Det ærinde er vigtigt, men fortællingen er ikke lige egnet til alle situationer.

Den lille dreng er uhyggelig og tanken om, at han uanmeldt kan dukke op og uden forhandlingsrum afgøre at livet er forbi, er ikke rar. For børn, der har en nysgerrighed på emnet eller efter udramatiske dødsfald i familiens ældste generation er bogen ganske fin til højtlæsning og efterfølgende snak. Er bedstefar sovet stille ind, er bogen et godt udgangspunkt for samtale om sorgen, er der tale om dødsfald efter et langt sygdomsforløb, en ulykke eller er det et barn eller ungt menneske man har mistet, vil anden litteratur være mere passende.  

Til gengæld er Manden og Drengen en fin hyldest til det levede liv og en påmindelse om den værdi, der ligger i nære relationer og hverdagens små gyldne øjeblikke – det i sig selv er måske en meget sund påmindelse for den voksne læser om at bruge livets afmålte timer godt, så man den dag den lille dreng med de isblå øjne banker på, har minder som er værd at se tilbage på.