Denne lille lilla bog bliver den næste, jeg kommer til at forære væk.

For første gang i mange år har jeg læst en bog to gange i løbet af ganske få uger.

Louise får lov at låne en bamse af en lille pige i toget. Bare så hun ikke skal sidde alene.

Sammen bliver de enige om, at man skal huske at sove med hovedet nedad, så hjernen kan tømmes for tanker.

Og mange af disse tanker er landet i dette smukke og bløde lilla omslag.

Ord og tanker, der bliver flettet ind i hinanden – afbrudt af et filosofisk spørgsmål eller lidt nørdet viden.

I løbet af ganske få sætninger følger man den lille Louise til lægen – hvor benet naturligt spjætter, når refleksen skal tjekkes – til frygten for at reflekserne tager over, så arme og hænder af sig selv begynder at kvæle, til at Louise bliver fascineret af bibliotekets kategoriseringssystem.

Og alt føles rigtigt og hænger naturligt sammen.

Det er på mange måder en sørgelig bog om anoreksi, selvskade, løgn og ensomhed, men du bliver ikke ked af det – du bliver fortryllet.

Du kommer med ind på sengestuen, hvor Louises alt for lille krop ligger i en alt for stor hospitalsskjorte og taknemmeligt husker skolevenindes besøg fordi hun IKKE spørger “Hvorfor”.

Du møder Benny, der skal dø af AIDS og

Klaus, der ikke ville have besøg, fordi han ikke længere findes.

Og Eva, for hvem at “venner” bare var et ord på seks bogstaver.

Du møder ensomheden og du møder savnet.

Du mærker hænderne, der er lige så rastløse som hjertet og fornemmer hullet i hjertet, hvor “han” præcis passer ind.

Du forstår hvorfor Ingen kan tåle at føle alt og hvorfor Noget sagtens kan have betydning selv om det ikke giver mening.

Du føler med Louise, da hun indser, at de mange års kamp mod “at være lige tilpas” har ødelagt kroppens evne til at opfylde det største ønske.

“Det siges at tiden læger alle sår…Tiden læger ikke en skid.

Men den går, og såret og sorgen får følgeskab af noget andet.”

I tilfælde af, at du ikke får den af mig, så ønsk den til jul!