Jesper Bjerregaard har læst: Tættere på for hvert skridt

Kan I huske, når I kørte tur med jeres bedsteforældre i deres sol-afblegede Opel Kadett?
Turen foregik mest i 3. gear og alting tog lidt ekstra tid.

I bagruden – på hattehylden – lå der en lille nikkede hund – “bobblehead dog”, tror jeg de hedder på engelsk – det der nikkede og til tider rullende hoved har jeg haft et par uger, mens jeg har læst “Tættere på for hver skridt” af Peter Høyer.

Peter er tidligere presse- & kommunikationschef for diverse offentlige instanser og har også været særlig rådgiver – altså spindoktor – for Kristian Jensen da denne var udenrigsminister.

Men for en håndfuld år siden – midt under Coronaen – måtte han simpelthen ud og finde sig selv på Caminoen.

Det kom der en bog ud af, som han selv udgav og kaldte “Et skridt tættere på livet”.

Den læste jeg, og det gav mig egentlig det sidste skub ud på min egen Camino i 2023.

Peter sagde op og startede et nyt liv laaangt fra København som deltidsansat bedemand – snak lige om et karriereskift, men da det lå lidt i familien, så lyder det mere voldsomt end det var.

Og Peter havde et krav til sin nye arbejdsgiver: At han måtte tage en måneds selv-betalt orlov hvert år – ud over sin normale ferie, naturligvis.

Peter er nu (endelig 😉) blevet færdig med “den svære 2’er”, som er en beretning fra en lidt anderledes Camino, som han gik i sensommeren ‘22.

Coronaen var på det tidspunkt næsten væk og pilgrimmene var så småt vendt tilbage på de spanske stier og veje.

Turen er den nordligste Camino i Spanien – den såkaldte Camino del Norte, der stort set følger kystlinjen.

På et kort ser ruten ud til at være lige ud ad landevejen, men, men ude i virkeligheden bugter den sig op og ned – en vanvittig smuk tur på omkring 800 km – En helt anden tur end hans første (og min) Camino Frances, der ligger inde i landet og er langt den mest besøgte Camino af dem alle – jo bare ikke lige det Corona-år, som Peter gik den.

Nå, men jeg var altså ikke nået mange sider ind i bogen før de omtalte nikkende hovedbevægelser begyndte.

Jeg kender ikke så meget til Camino del Norte, men beskrivelserne af de andre pilgrimme, herberger og diverse udfordringer med sprog, mad, vand, søvn, snorken og alt det andet er meget genkendeligt.

Jeg kan tydeligt huske følelsen af, at folk dernede er ret så ligeglade “hvem” du er.
Om du er Kongen af Søllerød; et højtbetalt erhvervsorakel; en tidligere spindoktor eller en arbejdsløs maskinmester fra Esbjerg interesserer dine med-pilgrimme ca 0%.

De vurderer om du opfører dig ordentligt og om du er godt selskab en time eller en måned.

Og det samme gør du selv lynhurtigt.

Det bliver legalt lige at holde “en pause” – i håb om at det upassende selskab møver sig alene videre. 

Jeg “bobblehead-nikker” til at 15 kilometer i starten er meget længere end 25 kilometer 3 uger senere.

Jeg nikker til, at tålmodigheden og overbærenheden vokser proportionalt med mængden af skridt – lige indtil bægeret flyder over, og man så lige må markere sig i 2 minutter – men så har man også fået luft igen.

Jeg nikker til ærgelsen over, at man ikke pitstoppede i udkanten af byen, hvor der lå en bar – da det var den sidste, der havde åben de næste 20 kilometer.

Jeg nikker til, at Verden har så travlt rundt omkring dig – men ingen kan egentlig fortælle eller forklare dig med hvad.

Jeg nikker til, at jeg gerne ville lære mere spansk, og har ligesom Peter investeret i og installeret en app, som jeg heller ikke får brugt.

Jeg nikker til, at samtalerne med pilgrimme fra hele verden er noget af det mest givende på Caminoen.

Jeg nikker til, at “rigtige pilgrimme” nok ser lidt skævt til “turisterne fra Sarria”.

Jeg nikker til, at alenetid er vigtigt – omend jeg nok har et noget større behov end Peter.

Jeg nikker til, at det friskbagte lyse brød med skinke og ost er verdensklasse i starten, men at man efter 4 uger godt kan hallucinere over lidt rugbrød med leverpostej.

Så efter 280 siders nikken og grynten, der er garneret med voldsomt flotte billeder, så er jeg klar til en Camino, som dog nok først bliver til næste år.

Jeg håber dog aldrig, at jeg møder Peter i en sovesal, for jeg er ret overbevist om, at jeg er én af dem, der snorker – når jeg altså sover – men ellers ville jeg gerne møde ham i det spanske, for han er rigtig godt selskab – og jeg har også købt lidt lokal vin til bordet 😉.