Estrid Dyekjær har læst: Venter på Gry af Kristian Thorup

Den unge litteraturstuderende Emilie er dybt fascineret af sin veninde Gry. Faktisk drejer de fleste af Emilies dage sig om de timer hun kan bruge sammen med den altid søgende, kreative, livlige veninde. Alle andre bekendtskaber er overfladiske, livet i øvrigt ligegyldigt tidsfordriv.

Emilie selv er temmelig ordinær, grænsende til det selvudslettende. Usikker, akavet og med et selvværd, der kan ligge på et meget lille sted. Særligt, når hun sammenligner sig med Gry, der til gengæld kan forvandle den mest kedelige hverdag til et festfyrværkeri.

Således er scenen sat, da Gry smider bomben. Hun vil ud af byen, ud af København, ud af landet. Hendes kunst kræver det af hende. Først Berlin, siden et kollektiv på Fyn og til sidst en spontan flytning til Frankfurt. Emilie er rystet og har svært ved at finde fodfæste efter afskeden. Hun prøver, men alting kredser stadig om den fraværende veninde, håbet om at hun kommer hjem og de gode minder, der strækker sig helt tilbage til folkeskolens første år.

Emilie kender alle Grys små vaner og præferencer, men har svært ved at finde ud af sine egne. Som en flagermus i dagslys flakser hun fra det ene mislykkede sociale arrangement til det næste og føler sig hele tiden en smule mere ensom end før.

”Alle ved, hvad ensomhed er, men det er en følelse, der er svær at beskrive. Ensomhed gennemvæder alting med sine gråbrune nuancer. Intet dramatisk, ingen skarp farve, bare tungere og tungere.”

For Emilie er ensomheden noget skamfuldt, som hun gør alt for at skjule.

Det er patetisk, men ikke urealistisk, da Emilie beskriver, hvordan hun skjuler sig i byen med en taske fuld af uldtøj, for at ingen skal opdage, at hun ikke er inviteret til fest nytårsaften. Som den lidt ældre kvinde, får man lyst til at tage hende i hånden og forklare, at det ikke er farligt at nyde sit eget selskab og at venskabet med Gry måske ikke var det sundeste for nogle af parterne.

Emilie er nemlig ikke i stand til at glæde sig på Grys vegne eller oprigtigt interessere sig for hendes velbefindende. Hun tænker mere på hvad Grys flytninger betyder for hende selv og lægger ansvaret for sin egen ensomhed over på den fraværende venindes skuldre. På intet tidspunkt tænker hun over, hvad der ligger bag venindens flakkende flytninger og åbenlyse rodløshed. Som moden læser tænker man sit, men det er først mod bogens slutning, at Emilie endelig hører det, da nogen siger, at Gry måske har det lidt svært. Det er så hamrende virkelighedsnært, at det næsten er skræmmende.

’Venter på Gry’ er en fortælling om et venskab i opløsning og et opgør med den romantiske forestilling om livslange relationer, som man ser dem på film. Men det er også et øjebliksbillede af en ungdom, der har svært ved at finde sig til rette i det bestående samfund og den efterlader sin læser med et lettelsens suk, når man altså selv har lagt studietiden og de svære tyvere bag sig.

Thorup skriver knivskarpt og mestrer sit håndværk med misundelsesværdig præcision. Der er ikke et ord for meget, og ikke et eneste perspektiv, der mangler. Samtlige 240 sider dirrer af stemning, sanser og krummede tæer, men det bliver aldrig ubehageligt. Tværtimod er det netop derfor romanen med den lille handling føles ret stor. Emilie er troværdig som hovedperson, der lægger sig et sted imellem piger jeg har kendt og den jeg selv engang var. Mine akavede minder er fra en studietid i Århus, men jeg ved præcis, hvordan det føles, når Emilie undslipper et social akavet mareridt ved, med en lille krog at låse døren bag sig, på det Nørrebroske toilet. Jeg har ikke været der, men jeg har været der. Præcis som alle generationer af unge og det er netop derfor romanen er så stærk. På nænsom vis tvinges læseren til at betragte nutidens ungdom med samme milde blik som sin egen – uanset om det er ti eller tres år siden man var der.

Problemstillingen er universel, men ikke triviel og her beskrives den så lysende klart, at andre nyere forfatteres bud på samme tema blegner. Thorup formår at trække læserens blik ud mod verden, hvorved han hæver sig over genrens traditionelt navlebeskuende perspektiv. Netop derved bliver den relevant og nærværende, uanset om man kan spejle sig i hovedpersonerne eller måske se sig selv i en af deres forældre.

Kristian Thorups debut får i min indre bogreol plads helt på højde med Knud Sønderbys ’Midt i en Jazztid’.